– emaljelak; hvad er det, og hvordan bruger du det?
Skriger dit badeværelse på en istandsættelse, og har du hørt om noget, der hedder emaljelak til badekar? Læs med her, hvor jeg forklarer lidt mere om produktet og anvendelsen af det.
Med emaljelak til badekar kan du give nyt liv til et nedslidt kar. Det er en prisvenlig løsning sammenlignet med den pris, der som regel følger i kølvandet på en udskiftning af badekarret, og samtidig er det et bæredygtigt alternativ til at købe nyt.
Det helt store spørgsmål er naturligvis, hvad emaljelak i virkeligheden er og ikke mindst, hvordan du anvender det. Og om du overhovedet kan arbejde med produktet selv.
Læs med neden for, hvor jeg giver dig svaret på alle tre spørgsmål.
Hvad er emaljelak til badekar?
Emaljelak er en form for maling, du kan bruge til at give overfladen på dit badekar nyt udseende. Det påføres med en lille malerrulle, og prisen for renoveringsprojektet bliver ikke synderligt høj.
Spørger du mig, så bliver resultatet også derefter. Det er en udmærket løsning, hvis du kan leve med et ”hjemmelavet” resultat, der ikke holder i mange år. Samt hvis du har det rette arbejdsudstyr – det er nemlig kradse sager at arbejde med. Der skal være god udluftning, og samtidig skal du være opmærksom på, at ophvirvlende støv kan lande i den våde emaljelak og ødelægge resultatet.
Bliver du lidt skræmt af ovenstående scenarie, vil jeg anbefale, at du i stedet kigger på en professionel emaljering af dit badekar. Det er måske nok en dyrere løsning i første omgang, men til gengæld får du et flot, ensartet resultat. Som endda holder i mere end 10 år, hvis du vedligeholder badekarret korrekt efterfølgende.
Emaljelak – emaljering: er det to sider af samme sag?
Til at starte med talte jeg om emaljelak, men da jeg for et øjeblik siden skulle præsentere den professionelle løsning, omtalte jeg den som ”emaljering af badekar”. Spørgsmålet er, om de to ting er det samme?
Svaret på dét spørgsmål er nej.
Emaljelak er en tynd glasur, du kan påføre badekarret med malerrulle. Den emalje, jeg anvender til emaljering, er har også konsistens som tynd glasur, men i stedet for at rulle den på, sprøjtelakerer jeg over flere omgange. Præcis som når en autolakerer giver en bil ny lak.
De mange lag medfører en ensartet og homogen overflade, som efterlader dit badekar næsten som nyt. Farven kan du selv bestemme. Mere eller mindre i hvert fald – der er naturligvis begrænsninger. Glansen styrer du også selv – jeg arbejder med både høj- og silkeglans.
Vil du øge sikkerheden i dit badekar med et ekstra trin, kan du overveje anti-slip. Det er en specialløsning, jeg udfører i bunden af dit badekar, så skridsikkerheden styrkes. Det betyder, at dit badekar bliver mindre glat, når det er vådt, og dermed glider du ikke helt så let.
Hvor lang tid tager en emaljering?
Med ovenstående i baghovedet kan man umiddelbart fristes til at tro, at en emaljering af badekar er en omfattende og tidskrævende proces. Men faktisk tager det ikke mere end 4-7 timer afhængig af badekarret stand fra begyndelsen.
Når emaljeringen er udført, skal overfladen hærde. Der går minimum 24 timer, før du forsigtigt kan anvende karret igen – jeg anbefaler dog at vente de 3-6 dage, det tager for emaljen af fuldhærde.